Tip & Vind
Hockeyviden, mavefornemmelser – og ganske gratis håneret.
Det begyndte egentlig ret uskyldigt
Tip & Vind er en fortsættelse af den konkurrence, jeg har kørt gennem flere sæsoner i en Facebook-gruppe.
Dengang var reglerne en levende størrelse. De kunne ændre sig lidt alt efter, hvor i sæsonen vi befandt os, og undervejs dukkede der gerne ekstra konkurrencer op.
Fordi hvorfor gøre noget enkelt, når man kan gøre det lettere uoverskueligt?
Jeg var turneringsleder, dommer og lettere humørsyg mafioso på samme tid. Og hvis et tip manglede, stod forkert eller ikke helt fulgte den ønskede form, kunne det såmænd også udløse nådesløse strafpoint.
DET stopper nu.
Enten er jeg blevet ældre og mildere, eller også er Pucktosset-motoren bare væsentligt bedre til at holde styr på tingene end mig. Sandsynligvis lidt af begge dele.
Nu går point kun én vej: opad. Du deltager i de kampe, du har lyst til, og springer resten over. Regler findes stadig. Ellers ville det jo bare være Facebook igen.
Hvad skal du gætte?
Til hver kamp kan du tippe på tre ting:
- det præcise slutresultat
- kampens første målscorer
- kampens første udviste spiller
Resultatet
Du gætter kampens endelige officielle resultat. Går kampen i overtime eller straffeslag, er det resultatet efter afgørelsen, der tæller.
Første udvisning
Her vælger du den spiller, du mener først får lov at stifte bekendtskab med boksen. Du kan også vælge Ingen udvisninger, hvis du samtidig tror på julemanden, tandfeen og en hel ishockeykamp med lutter velopdragne mennesker.
Hvis flere spillere registreres med kampens første udvisning på præcis samme officielle tidspunkt, afgør Pucktosset det alfabetisk efter et fast sorteringsprincip. Mest fordi vi helst ikke skal nedsætte en juridisk kommission over to minutters hooking.
Første målscorer
Her gælder den spiller, der officielt krediteres for kampens første godkendte mål. Om du finder ham via holdopstillinger, statistik, hockeyforstand eller ved at vælge det flotteste navn, blander Pucktosset sig ikke i.
Hvad giver det så?
Du kan altså hente maksimalt 30 point pr. kamp. Et forkert eller manglende tip giver 0 point i kategorien.
Ingen minuspoint. Ingen mafioso. Vi går videre.
Motoren holder øje med dig
Pucktosset holder styr på, om dit tip er gemt korrekt og afgivet i tide. Er det ikke gyldigt, får du ingen straf. Det tæller bare ikke.
Til gengæld er der heller ikke VAR, appelinstans eller efterfølgende forklaringer om, hvad du egentlig mente.
30 minutter. Så klapper fælden
Du kan afgive og ændre dit tip indtil 30 minutter før det officielt registrerede kamptidspunkt. Det giver blandt andet mulighed for at lure holdopstillingerne, inden du beslutter dig.
Flyttes kampens officielle starttidspunkt, flytter deadline med.
Jeg er striks. Ikke urimelig.
Stillingen – og den lille bonus
Tip & Vind har sin helt egen sæsonstilling. Dermed får du også et sted, hvor du med passende værdighed kan konstatere:
“Jeg ved åbenbart mere om ishockey end de andre.”
Og der er mere: Alle point, du scorer i Tip & Vind, bliver samtidig lagt til dit Managerhold som en særskilt bonus.
Så et velplaceret tip kan i princippet redde lidt på nogle tvivlsomme Manager-valg. Ikke at vi nævner navne. Og da slet ikke mit.
Og ja – det er gratis
Ingen jetoner. Ingen køb. Ingen skjulte genveje.
Du vælger resultat, første udvisning og første målscorer. Pucktosset holder styr på resten.
Om du gør det med hockeyviden, statistik, mavefornemmelse eller rent svineheld, er helt op til dig.
Det sidste giver i øvrigt præcis lige så mange point. 🏒