Pucktosset.dk
Det begyndte egentlig ganske uskyldigt.
Det begyndte egentlig ganske uskyldigt
Som en lille, gratis gætteleg i en Facebookgruppe, hvor vi gennem de seneste par år har gættet på dansk ishockey, samlet point og – helt naturligt – brugt resultaterne som dokumentation for, at nogle af os ved væsentligt mere om ishockey end andre.
I hvert fald indtil næste runde.
Men som det nogle gange går med den slags, begyndte tankerne at tage over.
Jeg ville gerne gøre gættelegen større, sjovere og samtidig nemmere at gå til. Og så havde jeg længe savnet et rigtigt managerspil for dansk ishockey.
Sådan et, hvor man sammensætter sit eget hold, følger spillerne, træffer beslutninger undervejs og efterfølgende kan konstatere, at den spiller, man var helt sikker på, naturligvis holder op med at lave point i samme øjeblik, man vælger ham.
Vi kender princippet fra blandt andet fodbold og Tour de France.
Så hvorfor ikke lave det til dansk ishockey?
Jeg var ikke den hurtigste knallert på vejen
Det skal nemlig retfærdigvis siges, at jeg ikke var den første, der fik idéen.
Jeg var faktisk ikke engang den hurtigste knallert på vejen.
Ved nærmere eftertanke havde jeg vist slet ingen knallert.
Så er det trods alt relativt nemt at overhale mig indenom.
En anden fik idéen før mig og lancerede et online managerspil til dansk ishockey. Det bakkede jeg hurtigt op om, og selvfølgelig skulle jeg også selv være med.
Men efter noget tid opdagede jeg, at jeg savnede noget.
For mig blev det lidt for statisk.
Og se så, hvad der er sket, når sæsonen engang er slut.
Det kan der sikkert være mennesker, der har tålmodighed til.
Jeg kender bare ikke rigtig nogen af dem.
Og jeg er helt bestemt ikke selv én.
Så det projekt, jeg allerede havde gået og fiflet med, måtte frem fra skuffen igen.
Jeg måtte simpelthen gøre mit eget færdigt.
Og så gik det, som det plejer
Det skulle bare være et managerspil.
Ikke noget voldsomt.
Lige bygge et lille system, nogle point, et par spillere og en stilling.
Hvor svært kunne det være?
Det viste sig at være en sætning, man skal være meget forsigtig med.
For som det så ofte går, når jeg først begynder at pille ved noget, udviklede det sig, en smule.
Managerspillet fik transfers, point og historik. Den gamle gætteleg skulle naturligvis også med og voksede til Tip & Vind.
Og når vi nu alligevel var i gang, kunne der jo også være nyheder, interviews, statistik og alt det andet, som stille og roligt hører hjemme omkring dansk ishockey.
Pludselig var det ikke længere bare et managerspil.
Det var blevet noget andet.
Det var blevet Pucktosset.dk.
Hvad er Pucktosset så?
Først og fremmest er det gratis. 100 % gratis.
Ingen abonnementer. Ingen jetoner. Ingen små mystiske pakker med 500 digitale diamanter, som pludselig er nødvendige for at købe en målmand.
Du skal bare have lyst til dansk ishockey.
På Pucktosset.dk kan du blandt andet sammensætte dit eget Managerhold, prøve kræfter med Tip & Vind, følge point og stillinger og læse nyheder og interviews fra dansk ishockey.
Og så kan du selvfølgelig finde ud af, om du faktisk ved lige så meget om ishockey, som du selv går rundt og tror.
Det sidste kan for enkelte deltagere blive en længerevarende erkendelsesproces.
Plads til alle ni klubber
Pucktosset.dk er ikke lavet til én bestemt klub eller én bestemt gruppe af fans.
Det skal være et sted for alle, der interesserer sig for dansk ishockey – uanset hvilken af Metal Ligaens ni klubber man holder med.
De venlige drillerier, som altid har været en del af Facebookgruppen, bliver måske skruet en anelse ned her på siden.
Måske, vi skal trods alt også have noget at arbejde med.
Men udgangspunktet er enkelt: Man må meget gerne være rygende uenig om ishockey og stadig have det sjovt sammen.
Pucktosset bliver næppe nogensinde helt færdig
Har du spørgsmål, opdager du en fejl, får du en god idé eller tænker du:
…så brug Forslag & ønsker.
Jeg lover ikke, at alle idéer bliver gennemført.
Det ville være direkte uforsvarligt, men jeg læser dem.
For Pucktosset.dk er lavet for sjov – og det må meget gerne udvikle sig sammen med dem, der bruger siden.
Det hele begyndte med en ganske lille gætteleg på Facebook.
Så kom idéen om et managerspil.
Så kom den ene idé efter den anden.
Og nu står vi her.
Det viser vel bare, at lidt for meget fritid, en forkærlighed for dansk ishockey og manglende evne til at lade en idé ligge kan føre til mærkelige ting.
Se bare, hvor vi er endt.
Velkommen til Pucktosset.dk. 🏒